TALKTIME 2023 – Glimt og udtalelser
Det var en stor oplevelse, hvor 6 storytellers med majoritets- og minoritetsbaggrund delte personlige fortællinger, der alle handlede om, hvordan vi kommer til at ekskludere hinanden, fordi kultur- og religions-forskelle, fordomme, stereotypisering, negative diskurser, misforståelse og mobning kommer i spil.
Men TalkTime 2023 blev et vidne om, at ved at sætte ord på det i et fælles rum og med publikums hjælp have en samtale om det, så opløser vi det og får det mellemmenneskelige frem. Det kan lyde banalt, men faktisk bliver vi SAMMEN klogere og stærkere. Ved at arbejde med de her emner, er der brikker, der falder på plads. Vi forstår os selv bedre i forhold til vores omverden. Det bliver nemmere at navigere – og undgå at gøre sig selv eller andre forkert.
Storytellers var bakket op af brand dygtige kunstnere: Instruktion ved Lotte Arnsbjerg, improvisation på keyboard ved New York komponist, Carman Moore, og afrikansk musik ved Santrofi/African Footprint. Kæmpe tak til Århus kommune, BUPL og Tuborgfondet for den afgørende økonomiske støtte.Stort tak også til de mange frivillige, som bidrog.
Vi offentliggør videoer med monologerne, når vi får tid til at redigere dem. Men indtil videre kan du læse en af dem her, ved en ung kvinde med somalisk baggrund.
FANGET MELLEM TO VERDENER.
Jeg var enormt ensom i folkeskolen og gymnasiet –
Også da jeg skulle tage uddannelsen til sygeplejerske.
Jeg følte mig fanget mellem to lejre.
I folkeskolen var ikke dansk nok. Jeg var den fremmede.
Hende flygtningepigen.
En anden hudfarve,
Fra en ukendt kultur
”Hvad laver du her?”
”Suzuki ,,,,,, Suzuki Suzuki”
”Negerbarn ”
”Lille Sorte Sambo”
Derhjemme – havde jeg forældre, der ikke forstod mig.
Jeg var jo dansk på en måde, som de ikke kunne forstå
De forstod ikke hvem jeg egentlig var, for hvem var jeg egentligt?
Mine forældre havde deres traumer og længsel eller familien,
Deres familie var spredt ud over hele verden.
Så de var ensomme.
Mn det forstod jeg bare først da jeg blev voksen
Jeg fik bare at vide:
Spis noget mad
Gå i skolen.
Gør dit skolearbejde
Knokl.
Knokl.
Så jeg ville gøre dem stolte
Mht. uddannelse
Så jeg knoklede løs
Lige ind til et tidspunkt,
Hvor jeg mistede mig selv.
Hvem var jeg egentlig?
_________________________
At tage en uddannelse og knokle
Var den eneste identitet jeg havde
For det forstod både min skole og mine forældre.
Jeg var en kamæleon
Jeg kunne skifte mine tanker,
min måde at tænke og kommunikere med andre på
afhængig af hvilken sammenhæng jeg er i.
Jeg kan ændre, transformere.
Det er jeg vant til.
Derhjemme – PÅ vej ud af huset.
Så skal jeg ændre mig
For jeg skal være en del af flokken
Altså være en del af klassekammeraterne
Jeg prøvede og prøvede
Jeg tog mit tørklæde af på vej til skolen
Og tog den på igen på vejen hjem.
Men det lykkedes mig ikke
Hvorfor var jeg ikke ligesom alle de andre i skolen?
Derhjemme er jeg deres datter
Jeg er (var) ikke helt sikker på, at
Jeg kendte den datter.
Allerede tidligt
Tænkte jeg
Hvem er jeg?
Hvorfor er jeg her?
Jeg fik i en depression
Jeg måtte gå hel ned i min grund
For at finde ud af hvem jeg var.
Men på et tidspunkt
Var jeg stærk nok til at være ligeglad med
Hvad alle andre syntes.
Det kommer meget sent
Men også meget smuk
Så er er der ro
Jeg ser mennesket.
Jeg analyserer hvorfor de tænker sådan,
Og analyserer mig selv og hvorfor jeg tænker sådan.
Jeg fandt ud af hvem jeg er.
RESPONS FRA DELTAGERE
Nadia Dirawi, publikum:
Tak for en spændende dag og mange gode dialoger. Jeg synes især Ane Olesdatters fortællinger har sat sig hos mig, da det virkelig er vigtigt at vi ser hinanden og de oplevelser vi hver især har. Fordi man som minoritet kæmper med nogle ting betyder det ikke, at man som majoritet ikke kan kæmpe med de samme- så tak for delingen og at gøre os opmærksomme på at have hinanden for øje, så ingen følelser, tanker, oplevelser bliver negligeret eller ubetydelige. Ser frem til næste arrangement 🙂
Samira Taba, storyteller:
Det var så overvældende. Jeg har ikke været motiveret til noget i lang tid, siden min far døde. Men nu er jeg blevet mere i balance. Monologen hjalp mig til at se min fortid mere i øjnene. Det var vildt stort for mig, at jeg gjorde det. At folk forstod, hvad jeg sagde. Det føltes som at jeg blev bakket op.
Berit skjernå, storyteller:
Det har været et fedt forløb. Uden helt at kunne sætte ord på, hvad der har skabt det, men det var en gevaldig proces at være igennem. At se noget fra fortiden i øjnene og stå frem med det offentligt giver virkelig noget.
