Sarah-Kamille Amininejad Koushi Teil

Min hverdag og fritid
Jeg er selvstændig i kulturbranchen og arbejder som kunstkurator med udstillinger.
Derudover arbejder jeg med performance art, er freelance skuespiller og skriver dramatik.
Rødder og identitet
Jeg er født og opvokset i Danmark. Min far er politisk flygtning fra Iran, og min mor er dansk
fra Falster, så jeg voksede op i et multikulturelt hjem. Selvom mine forældre var enige om de
basale værdier, blev de kulturelle forskelle tydelige i min teenageår, især omkring
kønsdynamikker og opdragelse.
Opvæksten har givet mig en forståelse af mig selv og min identitet. Jeg har aldrig set mig
selv som ikke-dansk, men jeg har båret på en “andethed” og en dobbelt bevidsthed.
I perioder har jeg aktivt dyrket min iranske baggrund gennem film, musik og æstetik som en
måde at identificere mig selv på. Jeg begyndte i det voksne liv at nærme mig en
selvforståelse som iransk menneske udover at være dansk menneske, og her kom jeg i
kontakt med en emotionel “andethed” som har hjulpet mig til at forstå, hvem jeg er. Det blev
sat i gang af dyrkelsen af iransk litteratur, æstetik, film og politik og derfra åbnede det op for
en mere dybdegående identifikation i mig, som adresserede den andethed jeg altid usynligt
havde oplevet indeni.
Det har også lært mig at acceptere, at jeg selv skal skabe mig selv. Jeg passer ikke helt ind
på linje med etniske danskere eller iranere, men jeg tror, vi alle har en form for
anderledeshed – nogle mere påduttet end andre. Jeg har altid haft min egen måde at være
autentisk på.
Værdier og livssyn
At være autentisk og ærlig har altid været centralt for mig. Ærlighed betyder mere for mig
end at være ens med andre eller dele de samme etiske holdninger. Det handler
grundlæggende om bare at være ærlig, og på en måde har jeg det med ærlighed, som nogle
måske har det med religion – det er lidt det, jeg sværger til.
Erfaringer fra Dialog på Tværs
Jeg har lært at forstå mig selv bedre som halviransk kvinde. Nogle emner har været svære,
fx opdragelse, kønsidentitet og social kontrol samt privilegieblindhed. Det har de nok været,
da det især er her jeg har set en uenighed hos mine forældre, og en splittelse mellem mit
indre, det eksterne samfund og mine forældres respektive forventninger, de forsøgte at
forhandle og genforhandle i min opdragelse.
Til syvende og sidst har jeg måtte opfinde den dybe tallerken meget alene, og det har jeg
været i gang med senere i livet end mange jeg kender. Det er dog en gave så tydeligt at
erkende, at vi altid udvikler os – hele livet. Det er en af de gaver der er kommet med
kompleksiteten i min kulturelle andethed – en refleksiv og dynamisk eksistentiel tvivl, om
hvordan jeg selv ønsker at definere min selvforståelse og relationelle forbindelser.