Kvinder i Dialog

Kvinder i Dialog er et workshopforløb, der samler (nabo)kvinder fra samme nærområde på tværs af majoritets- og minoritetsetniske skel. Forløbet finder sted i fire boligområder i Aarhus, hvor kvinderne deltager i en række workshops i eget område samt én fælles workshopdag for alle deltagere på tværs af områderne.
Projektets intention er, at skabe en mere fri og åben kontakt mellem kvinderne på tværs af forskelle i kultur, etnicitet og religion m.m. Gennem samtaleøvelser, personlig udveksling og kreativ samskabelse findes vejen gennem barrierer og fordomme hen imod et stærkere kvindefællesskab og -naboskab.
Kvinder i Dialog ønsker at bidrage med mere liv og kontakt mellem kvinderne som kan smitte af på hverdagslivet og kvindernes trivsel i området.
Som del af forløbet skal kvinderne fra hver bydel skabe et kreativt værk sammen, som symboliserer det mangfoldige kvindeliv i Danmark.
Baggrund for Kvinder i Dialog
Selv i områder, hvor kvinder bor dør om dør med hinanden på kryds og tværs af etnicitet og kultur, hersker der stadig stærke opdelinger mellem de forskellige etniske grupper. Dette er på bekostning af et fællesskab og naboskab hvor mangfoldigheden får værdi og mærkes i hverdagen.
Kvinder i Dialog har et særligt fokus på at bryde skellet mellem majoritets- og minoritetsetniske kvinder og støtte et tilhørsforhold til nærområdet og heraf også til Danmark som helhed.
Dette projekt er en videreudvikling af et forløb fra foråret 2024, hvor kvinder med forskellige baggrunde fra Åbyhøj, som normalt aldrig havde kontakt med hinanden, deltog i 3 workshops.
“Det, Kvinder i Dialog gør, er at skabe et trygt rum, hvor spørgsmålene kan stilles. Når spørgsmålene er stillede og besvarede, er barrieren mere overkommelig, og det er lettere at omgås – og selvom man ikke behøver være bedste venner bagefter, så glider hverdagen og naboskabet bedre.”.
Nanna Sadik – facilitator i Kvinder i Dialog.
”Uanset hvor i verden vi er vokset op, så har vi alle leget de samme lege som børn!”
”Den mur jeg mærkede mellem os tidligere, er væk nu.”
”Jeg føler mig forstået – og jeg forstår den anden.”
”Jeg blev overrasket over, hvor meget vi har tilfælles. Både vores barndom, men også den måde vi lever på i dag, er på mange måder ens.”
Citater fra kvinder, der har deltaget i tidligere workshops.
Fakta
- Projektleder og facilitator:
- Ane Athena Laursen
- Facilitator:
- Nanna Sadik
- Samarbejdspartnere:
- Boligsociale indsatser i Bispehaven Aarhus V, Åbyhøj, Vandtårnsområdet Aarhus N og Viby J
- Tidspunkt:
- Forløbet strækker sig fra marts og frem til august 2026 med en efterfølgende opsamling og evaluering med henblik på en videreudvikling af konceptet.
For mere info, kontakt Ane på ane@dialogpaatvaers.dk, tlf. 60146744