Gå til hovedindhold

Nithu Thava

Min hverdag og fritid

Jeg har netop færdiggjort en bog med korte erindringer fra min barndom og op til nu, med temaer som arv, kultur, maskulinitet, bipolaritet og misbrug. Fortællingerne er i autofiktion – personlige, men ikke helt selvbiografiske. Udover det bruger jeg tid på venner, projekter og nye oplevelser.

Rødder og identitet

Jeg voksede op i Bjerringbro og har tamilske rødder. Mine forældre flygtede fra Sri Lanka under borgerkrigen, og hjemme oplevede jeg den tamilske kultur gennem sprog, musik og værdier. Som barn gik jeg i folkeskole i et samfund med få tamiler, og det lærte mig tidligt at balancere mellem to kulturer.

Der er sider af det tamilske, jeg elsker, men også konservative værdier, jeg har haft svært ved at affinde mig med. Omvendt gjorde danske normer nogle gange, at det var svært at vise sider af mig, som jeg ser som styrker – ting, jeg er stolt af og glad for fra det tamilske. Sprog, musik og nogle følelser fra min tamilske kultur kunne jeg ikke dele fuldt ud med dem omkring mig, og det kunne til tider føles ensomt.

Samtidig giver min baggrund mig en gave. Jeg har både min tamilske arv og min opvækst i Danmark. Jeg kan være i et tamilsk miljø og føle mig enormt dansk, eller i danske sammenhænge og føle mig meget tamilsk. Derfor bliver kunst og skrivning også en måde at udtrykke, hvem jeg er, og forene de to sider af min identitet.

Værdier og livssyn

Mine værdier har ændret sig gennem tiden. Jeg prøver at forstå mig selv, mine omgivelser og andre mennesker bedre, og det har gjort mig mere etisk og mindre moraliserende.
Jeg forsøger at være ordentlig i det, jeg gør, og navigere livet på en måde, der føles rigtig for mig.

I dag handler det for mig om at leve med omtanke i alt, hvad jeg gør, siger og er. At lade bevidsthed og ordentlighed guide mine handlinger.

Erfaringer fra Dialog på Tværs

At arbejde med forskellige mennesker og tage fat på svære emner har lært mig både at forstå mig selv og mine omgivelser bedre.

Processen har udfordret mig til at konfrontere frygt og usikkerhed, og det har styrket mit selvværd og gjort mig mere sikker på mig selv.