Into Action er en tværetnisk forumteatergruppe, der tager ud og møder publikum der, hvor de er.
Into Action sætter ord, følelser og fortællinger på alt det, der kan være svært, akavet, misforstået og konfliktfyldt når vi mødes på tværs af forskelle.
Forumteater er en interaktiv teaterform, hvor publikum inddrages som en del af det, der finder sted på scenen. Publikum inviteres til at dele deres holdninger, tanker og erfaringer samt være med til at løse de konflikter, der opstår mellem spillerne på scenen.
Gennem forestillingerne er publikum med til at ændre både sine egne og andres fordomme og barrierer i mødet med hinanden og dermed skabe en bedre forståelse og kontakt på tværs.
Into Action har, ligesom dialogcaféerne, dialogen som det bærende element i forestillingerne.
Spillerne i Into Action er altid en gruppe med forskellige etniske oprindelser, baggrunde, religion osv. Spillerne trækker bevidst på egne erfaringer som en væsentlig del af forestillingerne og spillet.
Into Action tager ud og optræder for unge og voksne på folkeskoler, gymnasier, højskoler, efterskoler, beboerhuse mm. Into Action har eksisteret i ca. 5 år og er støttet af Tuborgfondet, Kulturministeriet og Dansk Folkeoplysnings Samråd.
Videoer, der er produceret i arbejdet med Forumteater.
Den Hvide Karen
Om at være fanget i sin hudfarve ….
“Jeg Den Hvide, Karen” Monolog ved Karen Nørskov, spiller i den tværetniske forumteatergruppe, Into Action.
- Tekst: Karen Nørskov
- Instruktion: Lotte Arnsbjerg, Erik Exe Christoffersen
- Musik: Johannes Smed.
- Video og klip: Jeppe Nim Kofoed.
- Produktion: Dialog på Tværs
Tak for støtte fra: Aarhus kommune, DATS, BUPL/SL, FO-Aarhus, Kulturministeriet.
Udskrifter
Karen: Altså dengang, at jeg var en lille pige, så fik jeg ti øre med i søndagsskolen…
Det var til de stakkels spedalske børn i Afrika. Så puttede jeg den ind i en porcelænssparebøsse som var formet som en lille sort afrikansk dreng, som så nikkede: “tak.”
Og så da jeg blev ælder, så kan jeg stadigvæk huske den der for fjamskelse jeg følte først gang, jeg mødte en sort mand.
Altså jeg ville helst ikke vise det til ham. Han skulle ikke se det. Men kunne jeg t…nke mig at kigge på ham?
Nå… Så er vi til møde i Into Action.
Det er denne her forum-teater gruppe, som jeg spiller i og Wael, Fatima, Ane, Rachid og jeg og vi er forskellige kulturer, hudfarve, oprindelse og religion.
Udenfor er der en verden, hvor der er demonstrationer mod racisme og hvides overherredømme.
Jamen vi har løst det. Altså, vi er lige.
Og vi er sammen og vi er fælles.
Jeg ville gerne, at vi skal lave en scene i Into Action omkring det her med racisme.
Altså det som Black Lives Matter.
Og jeg jo også selv gerne vil fjerne, ik’?
Men min… min sorte medspiller siger til mig, at det kan vi ikke.
Det er for sårbart, og det er…
“Hvide vil altid det der med unity”, siger hun.
Og… det duer ikke nu i hvert fald.
Så de skal altså bare lytte. I hvert fald lige nu.
“Hvad fanden bilder du dig ind at tro…”
“Hvad fanden bilder du dig ind at tro, at du kan gøre en forskel?!”
“Altså tror du virkelig på, at du ka’…”
“Tror du virkelig på, at du kan fjerne racisme?”
“Det skal du overhovedet ikke gå ind og tro.”
“Du skal ikke tro, du kan gøre den mindste forskel.”
Jeg bliver ked af det.
Og ja, jeg begynder at græde.
Jeg forstår godt, at jeg er den hvide Karen.
Så, du står der. En af de sorte. Og jeg er en af de hvide. Og jeg kan ikke… Vi kan ikke… Jeg kan ikke nå dig, du er ligesom på en fjern skrænt.
For fanden jeg ved jo godt alt det der, det er der ik’…
Men vi kan ikke tale om det.
Alt det lort… Alt det fucking crap!
Dengang jeg var en lille pige.
Så kunne jeg nogle gange ikke finde ud af at være sammen med min familie.
Men så oppe på sådan et loftsværelse, der kunne jeg være.
Når jeg var i det værelse, så kunne jeg være mig selv.
Kender du også til det der med at have følt dig fremmet?
200% Flygtning
Om at være kategoriseret som 200 % som flygtning ….
Monolog ved Wael Alkhamis. Spiller i den tværetniske forumteatergruppe Into Action.
- Tekst: Wael Alkhamis.
- Instruktion: Lotte Arnsbjerg, Erik Exe Kristoffersen.
- Musik: Johannes Smed.
- Video og klip: Jeppe Nim Jørgensen.
- Produktion: Dialog på Tværs.
Støttet med stor tak af FO-Aarhus, Aarhus Kommune, BUPL/SL, Kulturministeriet, DATS.
Udskrifter
Wael: Jeg er 200% flygtning.
Fordi jeg ser det i jeres øjne.
Jeg ser det, når jeg er i kontakt… med jer.
I dag, kommer jeg her som flygtning.
Hvorfor? For at forklare til jer, hvad jeg føler.
Jeg er en flygtning.
Flygtning forbliver man altid… når man følger medierne.
“Han… altid er jeg en dårlig mand.”
“Han kan ikke lære sprog. Han går ikke til arbejde.”
“Han respekterer ikke reglerne.”
Stop. Det er nok!
Vi… vi er mennesker. Vi kommer fra samfund… ligesom jer.
Vi har gode og dårlige mennesker… ligesom hos jer.
Hvorfor… tænker I, at flygtninge… er anderledes?
Hvorfor sige du: “flygtning… er svageste led i samfundet”?
Hvordan kan jeg ændre den forestilling i jeres hoveder?
Jeg er meget træt.
De politikere, som I vælger, de hader flygtninge.
De gør det svært for os.
Jeg bliver meget bange, for at fortælle til jer.
Men… Jeg tror… I kan ikke forstå mig.
Du skaber frygt og usikkerhed i os.
Det Var i Mødet Med Dig
Hvordan kan man undgå at afvise andre, når man ikke forstår dem …?
Monolog ved Ane Olesdatter, spiller i den tværetniske forumteatergruppe Into Action.
- Tekst: Ane Olesdatter.
- Instruktion: Lotte Arnsbjerg, Erik Exe Kristoffersen.
- Musik: Johannes Smed.
- Produktion: Dialog på Tværs.
- Video og klip: Jeppe Nim Jørgensen.
Støttet med stor tak af FO-Aarhus, Aarhus Kommune, BUPL/SL, Kulturministeriet, DATS.
Udskrifter
Ane: Det var i mødet med dig, at jeg oplevede det her med at, kunne være mennesker sammen uanset at du ville kalde det Allah, og jeg kalder det Verden.
Og for mig giver det simpelthen ingen mening, når jeg ser hvordan at Gud eller ikke-Gud skiller mennesker ad og skaber en idé om mere- og mindreværd.
Hvordan har du det med at tale med nogen, som tror på noget andet end dig?
“Amen de kommer væltende ind i det her land, og de skal i hvert fald ikke komme her og prøve at omvende mig eller os.”
“Det siger jeg dig.”
“Vi har det bedst, når vi er fri af religion.”
“Det siger sig selv.”
“Religion er roden til alt ondt.”
“Det har altid kun skabt problemer.”
“Hvor mange krige er ikke ført i religionens navn?”
“I Guds navn?”
“Men altså vi kan vise dem en anden vej, og hjælpe dem med at komme fri af de løgne og det tankespind, der er spundet.”
Det var i mødet med dig, at jeg først forstod det.
Sådan, fri af ord.
Allah og Verden.
“Prøv at se på de stakkels vantro.”
“Prøv at se, hvor de blotter sig i skyld og skam.”
Meningsløshed. Vanære.
Skammer du dig også?
Har du oplevet af føle dig forkert, fordi du ikke tror på det rigtige? Fordi du ikke tror på noget, eller… fordi du tror på Gud? Eller Allah?
Det var i mødet med dig, at jeg så nuancerne.
Så hvordan vi inde bagved var fuldstændig ens.
At dine ord var mine.
Er du religiøs?
Kender du nogen, der er?
Hvordan er det for dig, at snakke med nogen, der tror på noget andet end dig? Der har en anden sandhed?
Er det svært?
Kan vi undgå at det skiller os ad?
Hvordan kan vi give gyldighed til noget, vi ikke forstår?
Eller noget vil ikke selv ser som sandt?